Politikere på nettet – en sørgelig historie

Valget er skudt i gang og landet over vrider vores kommende folketingskandidater deres politikerhjerner for at finde ud af hvordan de kommer i medierne, får synliggjort deres standpunker og kommer i dialog med deres vælgere. Det er naturligt og forståelig – og langt hen ad vejen en sørgelig historie.

Alt for mange håbefulde og ivrige politikere flakser forvirret rundt i cyberspace; det er lidt som at se svundne tiders forsøg på at indtage luftrummet – meget opfindsomt, men ikke særligt effektivt…

Politikeren på nettet

Jeg faldt over et par artikler i dagens aviser. De handler om venstrekandidaten Bent Soelberg – Folketingskandidaten, der kun er tilstede på nettet (jp) og Den første virtuelle kandidat (Berlingske).

Berlingske sælger sin artikel på denne måde:

Ingen plakater. Ingen taletid. Intet budget. Bent Soelberg er folketingskandidaten, der bruger internettet som det skal bruges.

… og når jeg nu er meget interesseret i online markedsføring, ville jeg da gerne have lidt inspiration. Desværre havde de to ovennævnte aviser ikke fantasti/evner/forståelse nok for internettet til rent faktisk at give læseren et par links til folketingskandidaten, der kun var til stede på nettet. Godt så, det skal da ikke hindre mig i at lære noget nyt om politisk kampagne på nettet – og så tilmed af en Ph.d. fra CBS. Google it is: Bent Soelberg. Resultat: 0, zip, nada – ingen politisk tilstedeværelse her. Ingen blog, ingen hjemmeside, ikke engang en uskyldig lille adwords-annonce. Skræmmende – hvor mange mennesker har mon læst disse artikler og efterfølgende ønsket at vide mere om Bent, artiklerne hjælper jo ikke, og uden bare lidt synlighed i søgemaskinen er der nok mange, der har måttet gå forgæves.

Men det skal da ikke stoppe mig, og min jagt på Bent Soelberg, folketingskandidaten, der efter sigende er til stede på nettet fortsætter. Det var først yderligere Googlesøgning på Bent Soelberg Venstre, der gav et link til Comon, der havde et link til Soelbergs side på Myspace. Endelig – nu skulle jeg lære det – online kampagne a la web 3.0. Men nej, det var ikke her de vises sten lå – til gengæld kan jeg rapportere at Bent har 5 venner – heriblandt vores statsminister (der også har en myspace side, der er sit helt eget indlæg værd). Dog fandt jeg et ikke hyperlinket link til Bents webside på venstres domæne – wohoo? …nej, ikke endnu. Denne side er også stort set tom – og jeg må vente lidt endnu på at finde ud af hvordan man ‘bruger internettet, som det virkelig skal bruges’.

Der er også mange politikere, der bruger nettet rigtig godt – en af dem er Villy Søvndal, som jeg tror jeg vil skrive om en af dagene.

Hvem synes du gør det godt på nettet?

About Pål Heick