Søndag morgen kørte jeg ud til til amager for at hente skruer og lyttede undervejs til en prædiken på P1 – det er ikke noget jeg normalt gør, for min ateistiske selvopfattelse gør at jeg (semi-automatisk) blokerer for enhver kommunikation, der bygger på religiøse værdier. Prædikenen handlede om en mand, der var så besat af at holde døden fra døren, at han helt glemte at leve – egentlig en sørgelig, men meget menneskelig reaktion. Jeg er som sagt ikke-troende, men dog bevidst om at jeg er vokset op i en kristen kultur, og mine grundholdninger derfor i vid udstrækning er baseret på kristendommen.
Pludselig gik det op for mig, at det jo egentlig er ganske absurd at man partout skal hænge en livsindstilling op på tilbedelse af en eller anden metafysisk entitet. Gud, Muhammed eller Jahve – det kommer i mine øjne ud på et; for mig er det vigtigste at have respekt for andre mennesker, og at acceptere andres meninger – også på trods af at de er komplet uforståelige for mig.
Det eneste jeg tillader mig ikke at acceptere, er religiøs missionering.