Nu har salgsbloggen været oppe og køre en uges tid igen – jeg har aldrig fundet ud af om den er ægte eller om den er et smukt eksempel på blog-fiction (her er den mest kvalificerede definition af blog fiction jeg har kunnet finde).
Siden salgsbloggen ‘blev hacket’ har jeg holdt øje med bloggen, i det jeg håbede at folkene bag salgsbloggen syntes at det der blogging var sådan et smart redskab at de bare ikke kunne lade være med at bruge den. Mit stille håb var samtidigt, at salgsbloggen ville få fred til at udstille sig selv på det groveste. Men sådan skulle det ikke være. Så mon ikke det satte en stopper for den morskab?
Salgsbloggen var ellers et af de bedste bud på en internetbaseret blanding af vindueskigning og lytning-til-andres-samtaler-i- offentlige-transportmidler.
Jeg har dog stadig en stærk mistanke om at salgsbloggen er blog fiction. Det, der taler for blog fiction, er at salgsbloggens indlæg og persongalleri er utroligt stereotype – på grænsen til det karrikerede.
– På den anden side ville det ikke forbavse mig spor, hvis der virkelig gik en pladespiller som Ole rundt i det fri.
»PÃ¥ den anden side ville det ikke forbavse mig spor, hvis der virkelig gik en pladespiller som Ole rundt i det fri.« – jamen det gør der, for jeg har arbejdet sammen med sÃ¥dan en sælger. Han hed iøvrigt ogsÃ¥ Ole.
Jeg er ellers helt uforstÃ¥ende overfor din reaktion pÃ¥ min “afsløring” af, at salgsbloggen er i luften igen – meget pardon at jeg afslørede din lille legeplads. Jeg tror dog nok de fleste vil give mig ret i, at salgsbloggen var sjovest, da en hulens masse udenforstÃ¥ende gav deres besyv med.
Begge dele har underholdningsværdi – min pointe var bare at morskaben sandsynigvis ville vare længere hvis salgsfolkene mente de var ubevogtede.
Vil også skynde mig at tilføje at ‘tumpet kondiløber’ ikke var ment som en personlig analogi.